Kan du spise dig i form?

Efter sommerferien er der sikkert mange af os, der trænger til at stramme lidt op på både kosten og motionen og få smidt nogle af de overflødige kilo.

Desværre er der mange, der begår den fejl at gå fra 0 til 100 og går på en eller anden slankekur samtidigt med, at de skal følge et stramt træningsprogram. Og hvad sker der? Det virker måske i fire uger og så ryger man tilbage i den gamle hverdag.

Så hvad med at prøve noget nyt?

Så i stedet for at starte på en keto kur eller andre populære slankekure, skal du måske i stedet gå i en anden retning? En retning, hvor du ikke ændrer så meget ad gangen men stille og roligt lægger på, så du får indført en ny og fornuftig livsstil over tid.

Bliv trinvis sund

Hvis du både vil tabe dig og blive sundere, så skal du gøre det i små trin. Jeg har erfaring med, at disse trin virker:

1. Spis langsomt

Start med at fokusere på hvordan du spiser og ikke hvad du spiser. Hvis du spiser langsomt, når du at registrere, at du er ved at være mæt. Og når du er mæt, spiser du ikke mere. Dette indebærer også, at du ikke skal lave andet, når du spiser. Væk med mobilen, tv m.m. – koncentrer dig om at spise.

2. Spis protein til hvert måltid

Når du har fundet ud af at spise langsomt, skal du tilføje protein til alle måltider. Så spis et æg om morgenen og fisk og lyst kød til både frokost og aften. Du behøver ikke nødvendigvis fjerne noget – bare tilføj protein til alle måltider.

3. Spis frugt og grønt 5 gange om dagen

Så tilføjer du frugt og grøntsager til din mad. Og til alle måltider og mellemmåltider. Om morgenen, hvor det ofte er sværest at få grønt eller frugt ned, kan du spise en avocado eller banan. Og så ellers masser af grønt resten af dagen også.

4. Tag gode kulhydratvalg

Der findes ikke gode og dårlige madvarer, men nogle er bedre end andre. Det er som en skala. Så når det kommer til kulhydrater skal du ikke fjerne dem, men se om du kan lave bedre valg. Når du spiser pasta, så vælg fuldkornspasta og ikke hvid pasta. Kartofler er fine – bare ikke pommes frites og andre tilberedningsmåder, hvor der indgår meget fedt. Groft brød i stedet for hvidt brød. Vand i stedet for sodavand. Du kender det jo godt! Forsøg at træffe bedre valg – ikke perfekte valg – når det drejer sig om kulhydrater.

5. Du må godt synde lidt

Lad være med at fornægte dig noget. Kan du godt lide kaffe, så drik kaffe, men skær måske lidt ned på antallet af daglige kopper. Hvis du drikker vin hver dag, så gå fra 3 til 2 daglige glas. Det gælder om at gøre det en lille smule bedre.

6. Kom i form

Når du har fået indarbejdet disse 5 vaner i din dagligdag i løbet af 5-6 uger, så har du allerede spist dig til en bedre sundhed og form. Men på det tidspunkt er det en god idé også at starte med at dyrke lidt motion. Løb er absolut den bedste og hurtigste metode til vægttab og kombiner det gerne med lidt styrketræning.

Når du løber så løb langsomt (snakketempo) i 80% af tiden og brug de sidste 20% af tiden til hurtige intervaller. Det giver den bedste form og vægttab på længere sigt.

God fornøjelse.